Historie

VINGSTED er oprettet i den lille landsby Vingsted tæt ved Vejle.

Går vi tilbage i tiden, er navnet VINGSTED opstået af åens krumning, og åen har haft betydning for den senere opståede Vingsted mølle.

I 1900 startede man på gymnastikopvisninger, som oprindeligt foregik i Grejsdalen. Til disse arrangementer deltog 4-5.000 deltagere. En vildfarende kugle fra skydebanen satte en stopper for opvisningerne, så det i mange år blev afholdt forskellige steder i Vejle Amt.

I 1935 købte Vejle Amts Skyttegymnastik og IF et område på 8-10 tdr. land til 1.000 kr. pr. tdr. land, og inklusiv planering og dræning, beløb udgifterne sig til i alt 17.000 kr.. Man etablerede et friluftsbad, stadion, estrade, atletik, skydeanlæg samt vandrehjem. De samlede udgifter med bebyggelse blev 75.000 kr., hvoraf en del af arbejdet blev udført som nødhjælpsarbejde (langtidsledige under krisen i 30erne).

Ved indvielsen den 28. juni 1936 fik virksomheden navnet Vingsted Stadion. Under 2. verdenskrig blev området benyttet af tyskerne, bl.a. havde de oprettet et stort amfiteater (biograf) på estraden ved svømmebassinet. Efter krigen blev der etableret flygtningelejr, og i begyndelsen af 50erne var bygningsmassen totalt nedslidt.

I 1958 byggede frivillige en idrætshal - det var i øvrigt den anden idrætshal i Vejle Amt.

I 1970 blev den Selvejende Institution VINGSTED dannet, og ejerskabet gik fra DDSG&I, Vejle Amt over til moderforeningen De Danske Skytte, Gymnastik og Idrætsforeninger, fra 1992 DGI.

I 1973 og 1974 blev centret udvidet med 94 værelser, hal 2, svømmehal, undervisningslokaler og nye spisefaciliteter. 

Den 21. maj 1974 indviede hendes majestæt Dronning Margrethe og Prins Henrik Vingstedcentret som landscenter med ordene, "For vækst af alle gode kræfter i dette land, indvier jeg hermed dette center".

I 1980'erne blev centret udvidet med Engsal, flere undervisningslokaler, 32 nye værelser og en forøgelse af restaurantkapaciteten. Desuden blev der bygget nye indendørs skydebaner.

I 1994 blev der bygget ny restaurant, i 2000 Centersal, flere mødelokaler og 30 nye værelser.

I dag er VINGSTED et moderne 4-stjernet kursus- og konferencecenter samt 3-stjernet hotel. Den centrale placering gør stedet yderst velegnet til møder og konferencer, hvor mennesker samles fra nær og fjern. Med solide rødder i den danske folkeidræt gennem de tætte relationer til DGI og DDS er stedet og atmosfæren helt enestående.

I 2011 blev et nyt værelsesafsnit med 28 værelser indviet, så centret samlet er oppe på 187 værelser og 544 sengepladser, og samme år blev restauranten udvidet til det dobbelte, så den nu kan rumme min. 400 gæster. Centret har i dag en samlet bygningsmasse på 22.987 m2, hvor lejrafsnittet er medregnet og arealmæssigt 18 hektarer land eller 33 tønder land svarende til 182.985 m2.

I 2018-19 blev svømmehallen ombygget til Vingsal med dertilhørende moderne lounge og mødelokaler, der er inspireret af naturen.