Caspers boller med blå hvede
På VINGSTED hotel & konferencecenter gør vi os umage for at finde lokale leverandører, der går op i at producere kvalitet.
Vi får bl.a. mel fra Gyldenlund i Ravnholt. Indehaveren af Gyldenlund, Jens Erik Pust, synes kun det er værd at investere energi i korn af ekstraordinær standard – vi er enige.
VINGSTEDs bager Casper Christensen Hehr har et stort hjerte for den blå hvede fra Gyldenlund.
Den koldmalede blå hvede har bevaret det rige indhold af næring og vitaminer. Ved den skånsomme formaling på original stenkværn når temperaturen aldrig over 42°, derved bevares bl.a. antioxidanter.
Har du lyst til at prøve en ny opskrift på boller med sprød skorpe deler VINGSTEDs bager Casper gerne opskriften:
Boller med blå hvede
Opskriften giver 12 boller.
500 g. Vand
100 g. Biga (Italiensk tynd surdej kan evt. erstattes med 2 g. gær)
550 g. Sigtet Blå Hvede
150 g. Fuldkorns Blå Hvede
5 g. Gær
20 g. Salt
Sådan gør du
Ælt det hele i 10-15 minutter i en røremaskine, eller i hånden til dejen er glat og smidig. Lav en glutentest d.v.s du tester, at dejen er elastisk, ved at trække i den.
Læg dejen i en lukket beholder, der er smurt med olie, du kan evt. markere, hvor højt dejen når op i beholderen.
Sæt den lukkede beholder med dejen i køleskabet i 16-32 timer.
Dejen skal hæve 2/3 i størrelse, inden den er klar, den sidste del af hæveprocessen kan evt. foregå på bordet ved stuetemperatur.
Form 12 boller og bag dem ved 250c i ca. 23-28 minutter
De er færdige, når kernetemperaturen er 96c
Så er der boller med sprød skorpe, bagt med blå hvede!